THOMAS FIK JOB HOS ST SKOLEINVENTAR GENNEM TILFLYTTERJOBORDNING
Salgs- og eksportchef Jes Bundgaard fra ST Skoleinventar mødte sin nye E-commerce manager, Thomas Hejlsvig, gennem Tilflytterjobordningen
Tilflytterjobordningen er et håb om et win-win-match mellem virksomheder i Ringkøbing-Skjern og potentielle tilflyttere. Lige præcis sådan et match oplevede ST Skoleinventar i Tarm, der med Thomas Hejlsvig fik en E-commerce manager, der både kan arbejde med content og strategi.
Med sig i rygsækken havde Thomas en HA i tysk, en cand.merc. i marketing fra Århus Universitet – og ikke mindst en trang til at vende næsen hjem mod Ringkøbing-Skjern.
Gennem hele sin studietid havde Thomas fulgt Eksilvestjyderne, der styres af Ringkøbing-Skjern Kommunes bosætningsteam med det erklærede mål at få kommunens unge til at foretage en eventyrlig hjem-ude-hjem rejse. Det er nemlig så godt, at de unge rejser ud, men gid de dog vil komme hjem igen.
Den tanke var Thomas helt indforstået med – han manglede bare det rigtige job. Som led i sin hjemrejse fik han gennem Tilflytterjobordningen sendt sit CV rundt til godt 700 virksomheder i Ringkøbing-Skjern. Desværre uden held i første omgang.
Drøm om udvikling af digitale platforme
Siden 1949 har ST Skoleinventar specialiseret sig i at producere de møbler, som hovedparten af os sikkert har siddet på gennem vores skoletid. Virksomheden borger for tradition, kvalitet og udvikling. Og nu var tiden kommet til at udvikle digitale platforme.
”Vi havde en drøm om en webshop. Ikke egentligt med henblik på at sælge fra webshoppen, men mere som et visitkort og showroom, der skal få kunderne til at ringe til os. Vi vil nemlig rigtig gerne tale med kunderne,” lyder det fra Salgs- og eksportchef Jes Bundgaard.
Han vendte sin idé om en fremtidig webshop med Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds MatchMaker, Susanne Trip Nielsen. Normalt parrer Susanne virksomheder med studerende, men i dette tilfælde mente hun, at det var bedre for virksomheden at få en fastansættelse i hus. Hun foreslog at tage et kig i erhvervsrådets Tilflytterjobbank – og her lå Thomas Hejlsvigs CV heldigvis stadig og ventede.
Fra systemudvikler til strateg
”Vores tanker kredsede nok om en hardcore systemudvikler, men dialogen med Susanne overbeviste os om at købe os til systemet og rammen hos Vestjysk Marketing, for i stedet at ansætte en kandidat med viden om strategi og markedsføring,” siger Jes Bundgaard, der i dag er glad, for at han blandt et par kandidater fik præsenteret Thomas Hejlsvig.
”Vi har øget vores dag-til-dag-salg. Ikke direkte på webshoppen, men satsningen genererer en masse trafik, der netop ender i de telefonopkald, som vi så gerne vil have,” forklarer salgschefen.
Spændende udfordringer fra første dag
For den hjemkomne eksilvestjyde har mødet med ST Skoleinventar været spændende lige fra dag ét:
”Jeg var helt fra begyndelsen med hos Vestjysk Marketing og fik lov at præge både udtryk og indhold på den nye webshop,” fortæller Thomas Hejlsvig, der i dag arbejder med mange forskellige former for markedsføring hos ST Skoleinventar. Såvel praktisk med content, SoMe og backoffice-arbejde som på et mere strategisk niveau.
”Jeg har fået masser af ansvar og har fået lov til at skubbe lidt til virksomhedens generelle strategi - at kunderne da godt kender os og ved, at vi sælger skoleinventar. Nu arbejder vi aktivt med søgeordsoptimering og med at henvende os direkte til arkitekter, ingeniører og skoler,” siger Thomas Hejlsvig, der ikke kun arbejder digitalt:
”Vi har i mit team udviklet kataloger, som vi direkte har målrettet landets skoler og børnehaver. Det har blandt andet skabt to store ordrer i et område, hvor vi ellers ikke har været repræsenteret.”