Presse  |  Kontakt  |   English  |   Deutch
ForsideRingkøbingSkjern og TarmVidebækHvide SandeJobBoligBosætningskonsulenterneBo på landet

Velkomst

Natur og fritid

Bolig og Arbejde

Det siger de

Voks op i kommunen

 

 

 

Flyt Mod Vest samarbejder med Ringkøbing-Skjern Kommune:

Europas lykkeligste kommune har særlig fokus på vedvarende energi og kunst

 

Borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune blev sidste år vurderet til at være Europas lykkeligste.

 

-Når det blæser, bygger nogle mennesker læhegn, mens andre bygger vindmøller. I vores kommune er det det sidste, siger Niels Erik Kjærgaard, kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune.


Kommunen vil nemlig gerne være Danmarks førende energikommune og satser derfor også som virksomhed på at tænke energirigtigt.


-Vi er den kommune, der gør mest for at opfylde regeringens målsætning om at blive selvforsynende med energi, og vi er også gået i gang med at opkvalificere vores organisation energimæssigt, forklarer Niels Erik Kjærgaard.
I kommunalt regi er der nemlig ansat tre personer til at lave en energiplan på alle kommunale bygninger og institutioner for at sikre, at energien anvendes mest hensigtsmæssigt.


Desuden er der nedsat et energiråd, der i samarbejde med private interessenter lægger en strategi for at få borgerne med på at tænke energirigtigt - og to nyansatte skal arbejde for at udvikle anvendelsen af miljørigtige energikilder og biomasse i kommunen.


-Vi er simpelthen i gang med lære hinanden at tænke energirigtigt her i kommunen, fastslår Niels Erik Kjærgaard.

 

Lykken venter på nye tilflyttere
Ringkøbing-Skjern Kommune tager godt imod tilflyttere, som søger til det lykkelige Vestjylland. De fleste tilflyttere har allerede et job på hånden eller også får de job meget hurtigt - og ægtefællen kan finde arbejde via Ægtefællejob i Ringkøbing Fjord Erhvervscentret.


Kommunen har desuden aftaler med boligforeningerne og boligselskaberne om at tilflyttere kan springe køen over, ligesom den meget aktive tilflytterforening tager godt imod nyankomne og afholder forskellige kulturelle arrangementer, der sørger for god integration.


-Vi vil gerne dele vores lykke med dig, hvis du vil flytte hertil, og vore fire bosætningskonsulenter står klar med rundvisning og svar på dine spørgsmål, siger Niels Erik Kjærgaard.

 

Mange erhvervsmuligheder indenfor vindenergi
Da der ofte blæser en frisk vind fra vest, er det naturligt for Ringkøbing-Skjern Kommune at fokusere på at udnytte netop vindenergien.


-Nu har vi jo allerede vindmøllevirksomheden Vestas i kommunen, og da vi er det sted i Danmark, hvor det blæser allermest, var det oplagt for os at lave en kæmpe vindmølleplan og udnytte vindkraften. Jo mere vindenergi, jo billigere og mere miljøvenlig bliver energien for borgerne, pointerer Niels Erik Kjærgaard.

 

Brintbiler kører allerede i Vestjylland
Ringkøbing-Skjern Kommune har også allerede taget det første skridt på vejen til at tænke transport i et større perspektiv og investeret i to hybridbiler, der er komplet forureningsfrie. De drives frem af brint, som er fremstillet af den vedvarende energi, som netop Vestjylland er storleverandør af.


-Vi har en bybil, der primært skal anvendes af kommunens administration til arbejdskørsel og så har vi et arbejdskøretøj, der skal bruges til service og renovation i Ringkøbing by. Vi er stolte af at være en af foregangskommunerne inden for vejkørsel på brint, forklarer Niels Erik Kjærgaard.


Brinttankstationen er placeret ved kommunens fjernvarmeværk centralt i byen.

Erhvervseventyr for nye iværksættere
Han ser også i fremtiden masser af erhvervsmuligheder i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor den vestjyske iværksætter- og selvejerkultur fra gamle dage stadig er dominerende. Her er ikke langt fra tanke til handling.


-Vi håber på at få et videncenter for vedvarende energi til kommunen, som kan være hjemsted for forskere. Man kan sige, at vi også den vej rundt går efter lykken, for vi vil gerne starte nye erhvervseventyr. Derfor satser vi på at få etableret et nyt innovationscenter i Skjern, hvor vi kan få iværksættere til at tænke i energibaner, fortæller Niels Erik Kjærgaard.

 

Kunsten i vinden eller vinden i kunsten
I marts 2009 lavede den kendte kunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen på opfordring af kommunens personaleforening en lysskulptur ved vindmølleparken ved Lem. Lysskulpturen tager udgangspunkt i den vestjyske natur og omgivelserne i Ringkøbing-Skjern Kommune og kan ses på kommunens hjemmeside som en visuel, digital lydgengivelse af hendes arbejde.


-Det er der kommet nogle helt fantastiske billeder og lyde ud af, siger Niels Erik Kjærgaard begejstret.

-Hvis du vil vide mere om vores kommune, har vi også energi til at tale med netop dig, siger Niels Erik Kjærgaard.


Han træffes på telefon: 99 74 10 76 eller mail: niels.erik.kjaergaard@rksk.dk


Kort om Ringkøbing-Skjern Kommune:

  • Kommunen er med sine 1.489 kvadratkilometer Danmarks arealmæssigt største kommune og strækker sig fra Vedersø i nord til Lyne i syd, Hvide Sande i vest og Videbæk i øst.
  • Her bor cirka 59.000 borgere i naturskønne omgivelser tæt ved hav, fjorde og Skjern Å. Godt halvdelen bor på landet eller i mindre landsbysamfund, mens resten har bosat sig i de fem større bysamfund: Hvide Sande, Ringkøbing, Skjern, Tarm og Videbæk.
  • Ringkøbing-Skjern Kommune er et vækstområde med metal, vind og turisme som hovedbrancher.
  • Er du tilflytter, kan du læse mere om kommunens tilbud til netop dig og din familie på www.rksk.dk under menupunktet "Borger"
  • Cambridge Institute har i 2008 vurderet områdets borgere som Europas lykkeligste.

 


 

 

 

 

 

 

 

Jobprofiler

 

- fagkonsulent
- dagplejer
- børnehaveleder
- kulturkonsulent
- tandlæge
- lærer
- social- og sundhedsassistent
- tale-høre pædagog
- trivselskonsulent

Cykelstier - med til at skabe et godt miljø
Flyt på landet
Drømmejob hos VELUX....
Kom til verdens lykkeligste...


Alle artikler
Flyt mod Vest samarbejdspartnere – det er os der står bag….